Nyheder fra BBC

 

Referat af Generalforsamling i Brande Badminton Club d. 29/10-2008

 

 

Formanden Lars Heide bød velkommen til årets Generalforsamling.

 

 

1)

Valg af dirigent:

 

Kenneth Raahauge blev valgt.
Dirigenten kunne konstatere at Generalforsamlingen var korrekt varslet iht. vedtægterne, hvorefter ordet blev givet videre til Formanden for Bestyrelsens beretning.

 

 

2)

Bestyrelsens beretning:

 

Bestyrelsens beretning til Generalforsamlingen 2007/2008 blev godkendt. Beretningen forefindes nedenfor.

 

 

3)

Fremlæggelses af regnskab:

 

Regnskabet blev fremlagt af kassereren Kurt Sørensen, og dette blev godkendt.
Regnskabet viste et overskud på kr. 26.553,26.

Det blev udtalt at klubben har et sundt regnskab, og specielt ungdomsafdelingen har igennem året udført en del arbejde/aktiviteter som har skaffet penge til klubben. Disse penge er øremærket til Ungdomsafdelingen, hvor der er tilfredsstillende plads i budgettet til kommende aktiviteter.

Der var ingen andre bemærkninger til regnskabet.

 

 

4)

Behandling af indkomne forslag:

 

Til Generalforsamlingens Pkt. 4 (Behandling af indkomne forslag) havde bestyrelsen foreslået følgende vedtægtsændring:
 

§ 11
Bestyrelsen:
- er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
Bestyrelsen fastsætter selv de nærmere retningslinjer for udførelsen af sit erhverv. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
- vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år af gangen, således at 2 eller 3 medlemmer er på valg i ulige år og 2 eller 3 medlemmer er på valg i lige år, afhængig af antal medlemmer i bestyrelsen.
Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen i årets løb, indtræder suppleanterne i den valgte rækkefølge. De indtrådte suppleanter fungerer for den periode, der var gældende for de bestyrelsesmedlemmer, som de supplerer.
- består af formand, næstformand og kasserer, samt yderligere 1-3 bestyrelsesmedlemmer (i alt 4-6 medlemmer).
- konstituerer sig selv.
- fastsætter selv sin forretningsorden.
- er beslutningsdygtig, når over halvdelen er til stede.
- har pligt til at føre protokol over det på møderne passerede. Protokollen underskrives af samtlige tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

På den ordinære generalforsamling vælges 2 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorer, 1 revisorsuppleant for 1 år af gangen.
 

§ 12
Klubben tegnes af bestyrelsens formand sammen med et andet medlem af bestyrelsen eller af mindst 4 bestyrelsesmedlemmer i forening.
 

Dette blev enstemmigt vedtaget.
 

Ingen øvrige forslag var modtaget.

 

 

5)

Fremtidig aktivitet:

 

Formanden fremlagde at bestyrelsen over de næste måneder har ønske om at lave en mere visionær plan for klubbens fremtid.

 

 

6)

Valg i henhold til vedtægter:

 

Bestyrelsesmedlemmer:  
På valg til bestyrelsen var: Jan Andersen, Jens Pedersen, Kurt Sørensen.

Alle 3 blev genvalgt.
 

 

Bestyrelsessuppleanter:  Janne Seerup Olesen og Pia Lorenzen blev valgt.
 

 

Revisorer:                    Frank Pedersen og Jørgen Boye blev begge genvalgt.
 

 

Revisorsuppleant:          Mikael Lund

 

 

7)

Fri debat:

 

BT Vandrepokalen blev i år tildelt Jan Andersen for hans meget store arbejde i bestyrelsen og i særdeleshed for hans arbejde for klubbens spillere i ungdomsafdelingen.

 

Ligeledes blev Kenneth Raahauge overrakt mindepokal, da han sidste år var modtager af Vandrepokalen.

 

 

 

Der blev derefter snakket løst om foreningens aktiviteter.
Der var ros og fine konstruktive forslag til træningen for ungdom, og der var en god dialog om ungdomsafdelingen generelt, som har fået et meget stort løft over de sidste år, hvilket også har resulteret i at Brande Badminton Club er en forening i fremgang.

 

 

 

Dirigenten takkede herefter for god ro og orden, hvorefter Generalforsamlingen blev hævet.

 Formandens beretning:

Badmintonboom......
Det blev i sæsonen 2007-08 at der igen, efter flere år med et stabilt antal ungdomspillere, kom fremgang i BBC. Det endda mens det på landsplan går den anden vej.

Brande kom i ny kommune Ikast-Brande, hvilket forandrede mange ting, som især for Brande Badminton Club betød større tilskud i ungdomsafdelingen og ingen halleje for ungdomstræning. Modsat blev lejen højere for voksne. Alt i alt skulle det vise sig at BBC fik bedre hjælp/tilskud.

Ungdomsafdelingen har fået en fin struktur efter Jan Andersen fik sat tingene i system. Det godt hjulpet af en træner stab som blev lidt ældre i sammensætning.

Dette er der en hel del børn der er taknemlige for.

Vi startede op med i september at holde badminton-disco med stor tilslutning. Det var der ligeledes til afslutningen af sæsonen i ungdom, hvor der blev spillet badminton efter specielle regler eller mindre handicap.    

Sportsligt var det OK for BBC i sidste sæson, dog uden Landsmesterskab for hold. Under DBF blev U11 nr. 3, U13 nr. 2 og U15 nr.3, og alle i drenge rækken. I DGI fik vi to 1. pladser i U11 og U13, og fik ellers retten til at deltage ved Landsmesterskaberne. Dog desværre uden at kunne stille hold.

For Motionisterne er der kommet styr på kontingent, da Jens har fået system i sagerne og det blødsødne væk som tidligere forårsagede sene betalinger. Måske er det også er grunden til flere motionister.

Aktiviteter for motionister er Jule/andespil, som vi i bestyrelsen ikke mener får samme udgang igen næste år - vel Jan?
Der er dog desværre ikke for mange der tager imod dette tilbud om en rigtig hyggelig gang badminton.

Herefter lidt om vore faste stævne-aktiviteter. Disse er blevet gode stævner for vore egne spillere, da de henvender sig til bredden, hvor vi jo  også er størst. Brande stævnet hviler økonomisk i sig selv, og Nordea Begynder Cup giver lidt tilskud til klubben, mest takket være Nordea som er stævne-sponsor.

Derimod får klubben et bedre tilskud fra Kredsmesterskaberne, som er ved at blive et fast stævne med rigtigt topbadminton på finaledagen i hallen.

Vi har gennem nogle år solgt lodder til Fischrace, og nu igen DBF lodsedlen, hvilket er noget ungdommen nyder godt af, da det giver en god check.

Ekstra i denne sæson blev det til uddeling af telefonbogen Fokus, som Brande Bladet er med til at udgive. Det er aktiviteter som giver klubben muligheder for ekstra tilbud til medlemmerne.

Vi har efterhånden meget at byde sponsorer på, og har nogle meget trofaste sponsorer som vi er meget taknemmelige for. Der er dog så meget gang i klubben at det netop er nu der skulle kunne findes flere sponsorer.

Det er vel noget med at finde lige de sidste hjælpere blandt andet til arbejdet med at finde og pleje sponsorer m.m.

Tak til alle der har hjulpet i den forgange sæson, hvilket vi forsøgte at udtrykke ved sommer arrangementet hos Jan.

Til Jer i bestyrelsen, tak for endnu et godt år. Vi har styr på det, og vi vil mere.